Olieraffinaderi Nordhavn

Intro

Brandfarlige væsker begyndte omkring 1900 at præge landets havne. Lagring af petroleum og olie var forbudt i byerne, så tankanlæg blev almindelige på alle større havne og satte også deres præg på Københavns Havn. Forbruget steg og dermed behovet for lagerplads...

Brandfarlige væsker begyndte omkring 1900 at præge landets havne. Lagring af petroleum og olie var forbudt i byerne, så tankanlæg blev almindelige på alle større havne og satte også deres præg på Københavns Havn. Forbruget steg og dermed behovet for lagerplads. I 1915-17 blev Frihavnen udvidet mod nord og Redmolen omdannet til oplagring af brændselsolie. Den gamle stenmole blev udstyret med lossebroer af træ på begge sider og gjort dybere. I 1917 stod anlægget færdigt, og i de følgende år fungerede det som lager for en række kendte firmaer. Da anlægget var fuldt udbygget i 1930'erne, rummede det 19 tanke. ''Landets bedst bevarede tankanlæg'' Første gang man går ned ad den chaussestensbelagte indkørsel, træder man nærmest ind i en tidslomme i det eneste bevarede anlæg på området. Det er som at træde direkte ind i 1930'ernes udbyggede olieanlæg. Anlægget blev opført sammen med de øvrige og udbygget frem til 1930’erne. Både tankene og de omgivende betonmure, lager- og administrationsbygningen er bevaret. Murene var et krav fra brandmyndighederne. De skulle kunne rumme hele tankanlæggets indhold, hvis det sprang læk. Anlægget prydes af et lille funkistårn med en kuglerund kobbertank i miniformat som flagtårn. Det er landets mest intakte anlæg af denne type og en stor sjældenhed. De øvrige dele af anlæggene på Redmolen er stort set ryddet, men der findes stadig spor af lossebroerne til nogle af landets første tankskibe.